Nøglefærdigt sommerhus eller på med arbejdstøjet?

Hos Lilje-huset har vi 3 forskellige leveranceformer; Nøgleklart, MedByg eller SuperMedByg. Uanset hvilket løsning du vælger får du et energirigtigt sommerhus, der er udviklet til at blive brugt, hele året.


Nøgleklart

Den nøgleklare leverance omfatter samtlige delentrepriser som udførligt beskrevet i materialebeskrivelsen og levaranceomfangs- / udstyrslisten med el, vand og kloak ført en halv meter udenfor huset. Der udarbejdes pris på alle udvendige installationer (stikledninger) for el, vand og kloak i forbindelse med aftalens ind­gåelse og til priser ifølge nærmere aftale. Et nøglefærdig sommerhus.

Medbyg

Medbyg leverancen omfatter delentrepriser som udførligt beskrevet i materialebeskrivelsen og levaranceomfangs- / udstyrslisten, dog med undtagelser som anført nedenfor. Vand, el og kloak føres en halv meter udenfor huset. Der udarbejdes pris på alle udvendige installationer (stikledninger) for el, vand og kloak i forbindelse med aftalens indgåelse og til priser ifølge nærmere aftale. 

Følgende arbejder og leverancer skal “Medbyggeren” selv varetage: 

Tømrer- og snedkerarbejde
Udvendigt skal ”Medbyggeren” montere den komplette træterrasse samt underbrædder m. underlag i alle tagudhæng.

Indvendigt har Lilje-huset® ikke udført noget arbejde. “Medbyggeren” skal selv gøre huset færdigt indvendigt. I hovedtræk omfatter arbej­det at isolere ydervægge og loft første gang samt montere dampspærre på vægge og loft. Påfore loftet med indvendig regel samt iso­lere anden gang og beklæde loftet. Rejse skillevægge samt påfore og isolere ydervægge anden gang. Isolere skillevægge samt beklæde alle indvendige yder- og skillevægge. Udlægge underlag/dampspærre på gulve samt montere gulvbrædder. Endvidere montering af indvendige døre, inventar, lister mv. Alle materialer til husets færdiggørelse – som nævnt i materialebeskrivelsen under tømrer- og snedkerentreprisen - leveres af Lilje-huset®.

Malerarbejde
Udvendigt leveres remme og terrassestolper, sterne, vindskeder, underbrædder samt den udvendige beklædning formalet og Medbyggeren varetager selv den afsluttende behand­ling, herunder komplet behandling af savsnit og endekanter.

Indvendig væg- og loftbeklædning samt indvendige dørkarme leveres færdigmalede. Medbyggeren skal hvidtone limtræshylder, savsnit/endekanter på væg- og loftbeklædning samt diverse lister. Remme, kehler og stolper leveres ubehandlet og Medbyggeren varetager selv den komplette behandling. Gerigter, fodlister, skyggelister, hjørnelister, skurelister og lysninger (tilsætning v. vinduer), hemsgelænder og hemsestige leveres formalet og Medbyggeren varetager selv den afsluttende behand­ling. 

For NORDSØ EKSKLUSIV ROMANTIK leveres vindueskarm i limtræ som ubehandlet og Medbyggeren varetager selv den komplette behand­ling.

Alt maling/væske til brug for udførelse af arbej­det medleveres. Til fibergips medleveres der IKKE materialer til færdigbehandling og arbejdet udføres af medbyggeren.

Murerarbejdet 
Medbyggeren varetager selv den samlede murer­entreprise som beskrevet i materialebeskrivelsen, herunder indkøb af alle materialer til brug for arbejdet.


SuperMedbyg

SuperMedbyg leverancen omfatter leverancer som beskrevet under Medbyg og som udførligt omtalt i materialebeskrivelsen og leveranceomfangs- / udstyrslisten, dog med undtagelser som anført nedenfor. 

SuperMedbyggeren skal foruden Medbyg­arbejdet som beskrevet ovenfor, selv varetage følgende arbejder og leverancer:

Tømrer- og snedkerarbejde
”SuperMedbyggeren” indkøber og leverer selv alt inventar til køkken, bad, entre-bryggers og garderobe som nøje anført under ”Inventar” i materialebeskrivelsen. Ligeledes indkøbes alle materialer til brug for træterrasser af SuperMedbyggeren. 

Øvrige delentrepriser
SuperMedbyggeren varetager selv alle øvrige delentrepriser omfattende fundament, vand- og sanitetsinstallation, el-installation og hårde hvidevarer som nøje anført i materialebeskrivelsen og levaranceomfangs- / udstyrslisten. Således skal SuperMedbyggeren selv varetage entrepriserne i sin helhed, herunder levering af alle materialer til brug for arbejdet.

Andre leveranceformer
Foruden vores tre standardleverancer Nøgleklart, Medbyg og SuperMedbyg tilbyder vi naturligvis andre muligheder og kombinationer.

Ønsker du således at varetage enkelte delentrepriser som eksempelvis fundament og el, men ikke de øvrige entrepriser, er dette muligt. Ligeledes er det muligt at fradrage yderligere materialeleverancer i tilknytning til Medbyg eller SuperMedbyg.

Kontakt således din byggerådgiver, såfremt du har ønsker som vores standardleveranceformer ikke umiddelbart imødekommer.

Ofte stillede spørgsmål

Hvad betyder det at købe et nøglefærdigt sommerhus, og hvad inkluderer det typisk?
Et nøglefærdigt sommerhus indeholder alt det, vi mener der skal være med i et nyt sommerhus. Her er masser af udstyr, varmepumpe og en komplet energirigtig hvidevarepakke blot for at nævne nogle eksempler. Nøglefærdigt betyder, at når du får nøglen skal du blot flytte ind – nemmere bliver det ikke.
Hvordan adskiller prisen på et nøglefærdigt sommerhus sig fra andre typer af leveranceformer?
Leveranceformen af dit sommerhus kan have stor indflydelse på prisen. Som nøglefærdigt skal du ikke lave noget selv. Vi klarer det hele fra start til slut. Vælger du en MedByg eller SuperMedByg leverance, så skal du selv stå for dele af entreprisen, mod et fradrag i husets nøglefærdige pris. Du kan finde priser på alle tre leveranceformer under de forskellige hustyper.
Hvilke fordele er der ved at vælge et nøglefærdigt sommerhus i forhold til andre typer af leveranceformer?
Ved at vælge et nøglefærdigt sommerhus, skal du som bygherre ikke lave noget som helst selv på byggeriet. Du skal blot vælge hvordan du vil have dit nye sommerhus. Materialevalget sker på et møde sammen med dig og en byggerådgiver. Du skal blot glæde dig til dit nye sommerhus.
Hvad er den gennemsnitlige byggetid for et nøglefærdigt sommerhus?
Byggetiden er ca. 14-18 uger og selve leveringstiden er afhængig af hvornår huset bestilles.